Skip til hoved indholdet mitALBOA mitALBOA

Mød en ejendomsfunktionær II

Mød Kirstine - en initiativrig, ambitiøs, og nysgerrig kvinde 

Hos os er ingen dage ens, og det er noget, Kirstine, vores dedikerede ejendomsfunktionær, sætter stor pris på. Hendes arbejdsdag starter med en planlagt tavlegennemgang af opgaver i teamet, men hurtigt kan uforudsigelige opgaver ændre dagens forløb. "Vi har vores tavle, hvor vi planlægger, men så er der telefontid, og derfra kan opgaverne og uforudsigeligheden stikke fuldstændig af," fortæller Kirstine. Hun er altid klar til at hjælpe beboerne med alt fra at installere en ny vandhane til at rydde sne i vinterperioden.

Fleksibilitet og samarbejde

Kirstine arbejder tæt sammen med sit team, som består af 5 ejendomsfunktionærer samt en elev. Sammen sørger de for, at både Råhøjparken og Klokkeblomstvej er i topform.

"For at sikre en effektiv arbejdsdag, har teamet en tavle, hvor de skriver opgaver til opgavestyring og fordeling.

"Jeg kan godt lide, at der er strategier og planer for, hvad man skal lave, både idag, imorgen og om en måned" forklarer Kirstine.

Dette system gør det nemt for teamet at tage en opgave, hvis de pludselig bliver ledige, og når de planlagte opgaver er synliggjort, giver det også langt bedre overblik over de uforudsete og ressourcer til disse.

Kirstine beskriver sit team som godt sammensat og effektivt. "Vi er gode sammen, men også hver for sig fordi vi kan noget forskelligt," siger hun. Teamet arbejder ofte sammen om større, og nogle gange mindre sjove opgaver. Et eksempel på dette er både hæksæsonen og når vi hvert efterår skal klippe ca. 130 træer i begge afdelinger, en opgave der er både tidskrævende og fysisk krævende. Selvom det ikke nødvendigvis er den mest spændende opgave, deler vi den op og arbejder sammen om den. Nogle klipper træer og hække, mens andre rydder op og kører væk, og på den måde får vi hurtigt overstået opgaven uden at nogen kører surt i det. På den måde kan vi alle hurtigere komme i gang med de ting, vi hver især synes er fede."

Uforudsigelighed og spænding

Det, Kirstine bedst kan lide ved sit job, er uforudsigeligheden. "Du kan have en idé om, hvordan din dag skal være, men i næste sekund kommer der bare alt muligt ind fra højre" siger hun. Hver dag byder på nye udfordringer og muligheder for at hjælpe beboerne, hvilket gør arbejdet spændende og varieret.

Lige nu er boligafdelingen igang med en større renovering, hvilket Kirstine også nyder.

"Jeg kan godt lide at have travlt og at der sker noget. Uanset om der er renovering eller ej, er ingen dage ens i dette fag. "Man keder sig i hvert fald ikke," afslutter Kirstine med et smil.

Foruden renoveringen er et af de projekter, Kirstine er særligt engageret i lige nu, udskiftning af fuger på badeværelserne i Klokkeblomstvej. Med sin baggrund som fuge-montør, var det nærliggende hun selvfølgelig skulle gennemgå alle badeværelserne. Jeg kan godt lide, at kunne trække på tidligere erfaring, så istedet for at hyre ekstern hjælp ind til opgaven, har vi valgt at løse den selv. Ligesom jeg lærer af mine kolleger med erfaring indenfor el, vil jeg selvfølgelig også gerne springe til med den erfaring jeg har.

Kvinde i et mandsdomineret fag

Som kvinde i et mandsdomineret fag har Kirstine ikke oplevet de store udfordringer. "Jeg har arbejdet i landbruget i mange år, været selvstændig i en del år, og arbejdet sammen med min mand som fuge-montør i 3 år," fortæller hun. Kirstine mener, at hendes erfaring og evne til at bruge både hænder og hoved har hjulpet hende med at navigere i branchen. Jeg kan godt håndtere de store udendørs maskiner og befinder mig fint med en boremaskine i hånden, så på den måde har jeg ikke været anderledes.

"Jeg synes ikke, der er nogen forskel på, hvad mænd og kvinder kan i dette fag".

"Jeg synes, det er rart at være her," siger hun, og pointerer at hun nok altid vil fungere bedst i mandefag, end i fag med overvægt af kvinder. Hun føler sig respekteret og værdsat af sine kolleger og ledelsen, uagtet køn og pointerer at alle kan arbejde som ejendomsfunktionær, kvinde som mand, så længe man har mod på at lære.

Kommunikation og beboerkontakt

Kirstine bruger en stor del af sin tid på at koordinere med beboerne, især de ældre. "Bare det at få folk til at tage telefonen, når det er et fremmed nummer, kan være en udfordring i sig selv," forklarer hun. Nogle gange giver det mere mening at ringe på døren til for eksempel Fru Jensen og bruge de 5 minutter på en personlig samtale, frem for at forsøge at få fat i hende over telefonen flere gange uden held. "Jeg synes, det er hyggeligt, og beboerne er altid så taknemmelige, selvom det for os måske bare virker som en lille ting. "Beboerne sætter pris på, at vi kommer, og mange af dem er nok også lidt ensomme. Det betyder noget for dem, og det er en stor bonus som ejendomsfunktionær at kunne gøre en forskel og få et smil frem hos nogen, der måske ellers føler sig lidt alene."

Valget af ALBOA

Kirstine valgte at arbejde hos ALBOA på grund af anbefalinger fra en god ven, som roste arbejdspladsen. "Jeg har altid tænkt, at det var et fedt arbejde," siger hun. Efter 1 1/2 år hos ALBOA håber Kirstine, at hun bliver tilbudt at få ejendomsfunktionær-uddannelsen i ALBOA, som hun kan påbegynde efter 2 år - dog vil hun først i gang når renoveringen i råhøjparken er slut.

Kirstine føler sig set og hørt af ledelsen, hvilket er vigtigt for hende. "Hvis der er noget, jeg undrer mig over, tager jeg telefonen og ringer. Kirstine værdsætter, at ledelsen er lydhør overfor medarbejdernes feedback og er villig til at ændre beslutninger, hvis de viser sig at være uhensigtsmæssige.

Udviklingspotentiale

Om 5 år er jeg forhåbentlig uddannet ejendomsfunktionær i ALBOA. Jeg er dog opmærksom på, at arbejdet med tunge maskiner og klippe hæk kan være fysisk krævende, og på et tidspunkt kan det blive svært at holde til belastningerne. Derfor kunne jeg godt forestille mig en rolle som inspektør eller en anden funktion i ALBOA, hvor jeg stadigvæk har tæt kontakt med både mennesker og beboere, samtidig er med at jeg kan tage ansvar for varierende opgaver, men deraf slipper for de mere fysisk krævende opgaver. “Men jeg er jo stadig ung og kan lide at bruge min krop – og det har jeg tænkt mig at gøre mange år endnu.” fortæller Kirstine.

ALBOA som arbejdsplads

Jeg ville beskrive ALBOA med 3 ord: Fleksibel, samarbejdsorienteret og fokus på udvikling. Jeg kan huske, at jeg var overrasket over det samarbejde og den erfaringsudveksling der findes mellem afdelingerne. Det skaber ikke kun et stærkt fællesskab på tværs af organisationen, men giver også en følelse af at være en del af et større ansvar, hvor man ikke kun arbejder for sin egen afdeling, men i større grad bidrager til ALBOA’s overordnede mål.

Find flere medarbejderportrætter
Vestergårdsvej 15
8260 Viby J

CVR nr. 29462518
EAN: 5790001134235

Telefon: Tlf.: 87 406 700
E-mail: post@alboa.dk

Åbningstider

Tirsdag10.00-12.00
Torsdag14.00-17.00

Telefontid

Mandag - Onsdag10.00-15.00
Torsdag10.00-17.00
Fredag10.00-12.00

Genveje