En håndsrækning i økonomisk svære tider
En håndsrækning i økonomisk svære tider
I ALBOA har vi fokus sikre gode rammer for det gode boligliv. Det handler om alt fra at understøtte de gode fællesskaber ude i afdelingerne, til tilbud om økonomisk rådgivning når det bliver svært at få enderne til at mødes. Vores erfarne økonomiske rådgiver hjælper beboere med at navigere gennem økonomiske udfordringer og finde løsninger, der kan lette deres hverdag.
Hvorfor er økonomisk rådgivning vigtig?
Økonomiske problemer kan ramme alle, uanset baggrund eller indkomstniveau. Det kan være alt fra uventede udgifter til ændringer i indkomst, der skaber usikkerhed og stress. At være en almen boligorganisation rækker for os længere, end at tilbyde boliger til en rimelig husleje. Det er også at hjælpe med boligsociale indsatser. Fokus er på at finde løsninger, så beboeren kan blive i sin bolig eller finde en alternativ løsning der er holdbar på den lange bane.
En personlig tilgang
Med økonomisk rådgivning får beboeren overblik over deres økonomi, kan lægge realistiske budgetter og finde muligheder for at reducere gæld. Med udgangspunkt i den enkeltes livssituation arbejdes der med at finde løsninger, og det har vi ret gode erfaringer med.
Et givende samarbejde
Tilbuddet om økonomisk rådgivning sker i tæt samarbejde med Aarhus kommune og boligforeningen i Århus Omegn og har eksisteret siden 2016. Omdrejningspunktet er forebyggelse. Det giver god mening, og ikke mindst for den enkelte beboer. Samarbejdet er netop fornyet for en ny 3årig periode, så beboere i ALBOA og Århus Omegn har indtil udgangen af 2027 fortsat mulighed for at søge økonomisk rådgivning.