
Nysgerrige havde lørdag den 25. marts mulighed for at se nærmere på de 30 nyeste ALBOA-boliger i Ceresbyen. Det benyttede omkring 100 mennesker sig af.
De havde mulighed for at se seks forskellige typer af lejligheder samt den store fælles tagterrasse, som har udsigt over nærmest hele Aarhus.
”Det var glædeligt at opleve den store interesse. Ceres Allé har været et spændende og usædvanligt projekt”, fortæller ALBOAs byggechef, Niels Eilersgaard, som var en af værterne på dagen.
”Vi har været så heldige, at Ejendomsselskabet Olav de Linde valgte ALBOA som almen samarbejdspartner i dette projekt, og med Olav de Lindes vanlige sans for kvalitet, er vi endt med nogle virkelig fine almene boliger i en rigtig god kvalitet. Der var derfor heldigvis stor ros fra de fremmødte til både arkitektur og kvalitetsniveau.”
De nye boliger har alle adresse på Ceres Allé 11, men bliver driftsmæssigt slået sammen med ALBOAs anden nye afdeling på Lone Kellermanns Gade i det nye brokvarter. Den således samlede afdeling har fået navnet afdeling 83, Ceresbroen.
Du kan læse mere om boligerne på aarhusbolig.dk. Søg efter Ceresbroen.
Er du interesseret, kan du allerede nu skrive dig op til boligerne. Indflytningen begynder 1. juni 2023.