Aktuelt

Åbent hus i Myrhuset

Fredag den 19. august lukkede Myrhuset M2 dørene op for det årlige åbent hus-arrangement. Ligesom sidste år var det Myrhusets frivillige beboere og områdets boligsociale medarbejdere, der stod bag. I forhold til sidste år kunne vi præsentere flere gode samarbejdspartnere, der alle havde en aktiv rolle under arrangementet.

 

 

 


Bydelsmødrene havde lavet en let anretning til de gæster, som havde en lille sult ved ankomst. Dagen inden arrangementet havde de produceret 120 samosaer, som både duftede og smagte himmelsk. Haveholdene havde planlagt at lave flere forskellige salater med grønt, urter og blomster fra haven. Social Drive Out stod for at servere kage og kaffe for de fremmødte gæster. Herudover påtog de sig rollen som vært ved de mange havespil, der var opstillet i dagens anledning. Klubben Akva havde åbnet en skydebod foran Myrhuset M2 og havde taget alle deres børn og unge med til åbent hus. Projekt Blossom holdt en Yoga-session for børn og deres forældre i kælderen i huset, alt imens Børnekulturhuset stod for en krea-aktivitet i husets have, hvor der blev lavet kunst til udsmykning af husets skur.

 
Arrangementet blev som planlagt skud i gang klokken 15, og inden længe var der fyldt af mennesker både inde og omkring huset. Børn og voksne tog hurtigt havespil, skydebod og krea-aktiviteter til sig og humøret var i top. Flere af de unge havde særligt interesse for husets kælder, som blev udforsket og samtlige træningsmaskiner skulle afprøves. Flere og flere gæster strømmede til huset og på et tidspunkt var der over 150 beboere fra ALBOA-afdelingerne omkring Ny Vestergårdsparken til stede til arrangementet. 

 

 

 

Det er skønt at opleve det store engagement og lysten til at deltage fra beboere og samarbejdspartnere, og vi glæder os allerede til næste år, hvor vi håber igen at kunne holde åbent hus.

 

Hvis du er interesseret i aktiviteterne i Myrhuset, kan du følge huset på Facebook. Klik her.