Aktuelt

Porten til Håndværkerparken har fået liv og farve

Hver dag kører mange beboere i Håndværkerparken og Kalkærparken gennem den tunnel, som under Ringvej Syd forbinder de to boligområder. Men tunnelen havde set træls ud gennem længere tid, forklarer Susanne Nielsen, som er beboer i området.

                     

”Jeg har boet i Håndværkerparken i 33 år, og min oplevelse var, at tunnelen var blevet mere og mere mørk og skummel med grimme tags og diverse skældsord. Eksempelvis irriterede det mig, at jeg skulle læse ordet ’fisse’ hver gang, jeg skulle ind i mit område. Der er rigtige mange mennesker, som bruger den tunnel; Det er unge, det er gamle, det er folk på vej til arbejde, det er børn på vej i skole, det er hundeluftere. Tunnelen er indgangspartiet til vores boligområde, og jeg syntes simpelthen, det var så dårligt et signal ved indgangen til vores ellers skønne område.”

 

 

Corona bremsede projektet

Håndværkerparken består af flere afdelinger, og Susanne Nielsen undersøgte, om det var muligt at få afdelingerne til at skillinge sammen til en istandsættelse af den 20 meter lange tunnel.

 

”Der var interesser fra flere sider, men så kom coronaen, og projektet strandede på, at vi ikke kunne holde flere fællesmøder,” fortæller Susanne Nielsen.

 

I stedet lykkedes det at engagere kommunen, som har finansieret istandsættelsen.

 

”Det skete på den måde, at jeg sendte et ideoplæg til kommunen – for mig var det vigtigt, at istandsættelsen resulterede i noget, som er positivt og lyst.”

 

Folkene bag udsmykningen af tunnelen er kunstner-duoen Anton Borg Hjort og Ekaterina Poliakova. I løbet af 14 dage forvandlede de tunnelen fra grå og trist til farverig og levende. Duoen har kun fået betalt deres forbrug af materialer. Projektet stod færdigt den 8. november 2020.

 

 


 

Gør noget ved dit boligområde, før det gør noget ved dig

 

Hvordan gør du, hvis du også har ønsker for dit boligområde?

 

Et godt sted at begynde er at skrive til samskab@aarhus.dk eller til bylivogbymiljoe@mtm.aarhus.dk.  Det er en afdeling under Teknik & Miljø, og her sidder der medarbejdere, som kan give dig råd og vejledning til at komme i mål med din vision.