Aktuelt

Corona: Håndværkerparken synger sammen

Midt i en Corona-tid kan det være svært at opretholde fællesskabet. Men det har beboerne i Håndværkerparken fundet en løsning på: Fællessang.

                      En af initiativtagerne er Susanne Larsen Vincentz, som har boet i området i halvandet år.

                      ”Håndværkerparken har en helt speciel ånd, vi ser efter hinanden og vil gerne hinanden. Jeg plejer at sige, at det er lidt ligesom en campingplads, hvor alle hilser på hinanden. Det er en ånd, som vi gerne vil passe på og opretholde i en svær tid. Normalt har vi jo et meget aktivt fælleshus, men det har vi jo måttet lukke, så vi måtte finde på noget. Vi var en gruppe, som i forvejen mødtes ved fuldmåne og sang ved søen, så da Danmark blev lukket ned, besluttede vi at invitere alle til at komme og være med. Vi holdt selvfølgelig behørig afstand til hinanden. Vi nåede kun to gange, inden vi blev ramt af forbuddet mod forsamlinger på mere end 10 personer.”

 

Sangen lever videre på nettet

Efter forbuddet mod forsamlinger fik nogle af deltagerne den ide at synge fællessang over nettet. En af dem er Michael Hjorth Madsen, som også er beboer i Håndværkerparken.

                      ”Når vi nu ikke ku gøre det live, så fik jeg den ide at sende streame fællessang via Facebook. Vi er en tre-fire stykker, som sidder sammen og spiller og synger, og så kan folk se med online på Facebook. De kan også kommentere og ønske numre. Der sidder mange derude og følger med, vi får rigtig mange kommentarer, så der er gang i den.”

                      Sangene er alt fra Kim Larsen, Shu-bi-dua, Alberte Winding, Poul Krebs til Højskolesangbogen og gode, gamle viser. Gruppen har indtil videre holdt tre hjemmekoncerter, hver gang i cirka halvanden time. Og de er langt fra færdige, fortæller Michael Hjorth Madsen.

”Grundlæggende gør vi det her for at glæde os selv og vores naboer i en svær tid. Jeg er selv vokset op med tro på og glæde ved fællesskab, så for mig er de her hjemmekoncerter den mindst ringe måde at være sammen, når det nu ikke kan være fysisk. Vi har yderligere koncerter i støbeskeen, og vi vil gerne have andre grupper fra lokalområdet med, hvis de har lyst.”

                     

 

Sådan ser det ud, når der er hjemmekoncert på Facebook